Politisk har Danmark tilsluttet sig Salamanca-erklæringen, som meget kort fortalt blandt andet går ud på, at børn med særlige behov så vidt muligt skal undervises sammen med børn uden særlige behov. Erfaringerne viser at dette er den pædagogisk bedste måde at give børnene mulighed for senere at kunne bidrage til samfundet, frem for at ende med i voksenlivet fortsat at skulle tage imod tilbud fra det offentlige. For Frederiksberg kommune er dette også et erklæret mål i kommunens politik vedrørende specialundervisning, hvor tryghed, trivsel og inklusion er gennemgående ord. Politisk og pædagogisk kan fagfolk og politikere altså godt blive enige om, at børn skal have en tryg hverdag i – og nødvendigvis også efter – skoletiden. Endvidere kan man også blive enig om, at børn, der af en eller anden årsag har behov for ekstra pædagogisk vejledning, opnår de bedste resultater ved at være sammen med andre børn, der ikke har samme behov.

Pernille Høxbro siger under et interview (som kan ses på Louis P’s og Midgårdens støttegruppe på Facebook), at børnene fra fritidshjemmene bare kan bruge det samme SFO-tilbud som de 3.000 andre børn. Jeg siger ikke, at det pasningstilbud som de 3.000 andre børn får er dårligere, end det tilbud mine børn får i Midgården, men fritidshjemmene er et alternativ til SFO’en, som nogle familier er glade for og sætter stor pris på. Det er også et alternativ, som Frederiksberg kommune selv tidligere har rost for de pædagogiske resultater og som Frederiksberg kommune har kunnet bruge som et alternativ til andre specialinstitutioner. Derfor skal Frederiksberg kommune fortsat have nogle alternative tilbud, som man i kommunen kan trække på, og som kan være med til at opfylde de pædagogiske mål man har i kommunen.

De konservative bryster sig af et forlig med blandt andre socialdemokraterne, som Niels Ole Heggland skriver det i Lokalavisen Frederiksberg den 2. september, men spørgsmålet er, om forliget er blevet indgået på en fælles forståelse. Ifølge de konservative er spørgsmålet om lukningen af fritidshjemmene udelukkende et spørgsmål om kapacitet – altså et spørgsmål om at få flere vuggestue- og børnehavepladser. Mens socialdemokraterne – i hvert fald ifølge Katrine Lester med flere siger at lukningen primært skyldes økonomiske hensyn, nemlig udelukkende fordi man i SFO’erne lovgivningsmæssigt har mulighed for at hive flere penge ud af forældrene.

Forældrene i Midgården og hos Louis P. er kommet med alternative løsninger på finansiering, så man i kommunen kan opretholde besparelserne og samtidig opretholde de gode alternative pasningsløsninger. I så fald må socialdemokraternes mål jo være opfyldt. Men hvis de konservative har ret, og det er et spørgsmål om kapacitet, betyder det så ikke, at de konservative erkender, at man har sovet i timen, ved at undlade at etablere nye instutioner gennem de seneste 10 år mens de nye boligområder ved f.eks. Flintholm og Porcelænshaven er blevet opført? Det kan jo ikke komme som nogen overraskelse, at de nye boligområder også ville medføre et behov for nye børneinstitutioner på Frederiksberg.

Pernille Høxbro skriver endvidere i Frederiksberg Bladet den 14. september, at man har måttet prioritere under budgetforhandlingerne, men i mine øjne har man foretaget nogle uovervejede prioriteringer, da disse prioriteringer på sigt vil ramme Frederiksberg kommune som en boomerang i nakken.

Arthurs 3 års fødselsdag from Steen Groenfeldt on Vimeo.

Støt kampagnen mod lukningen på Facebook: Budgetforhandlingerne på Frederiksberg

Forestil dig at have det som min familie: To voksne omkring de fyrre, begge med fuldtidsjob og fast bopæl i over 10 år på Frederiksberg. Vi har tre børn på 2, 5 og 7 år – alle født på det nærværende og omsorgsfulde Frederiksberg Hospital.

Så nu vil læseren måske tro, at jeg vil skrive om lukningen af barselsgangen på Frederiksberg Hospital, men nej, det løb er vist kørt. Og vi skal jo ikke have flere børn, så vi kan jo være ligeglade.

Tænk dig at være i vores sted og forestil dig nu, at vi har alle tre børn, den ene i vuggestue, den anden i børnehave og den sidste i skole og efterfølgende fritidshjem. Så tænker du nok; hold da op, hvordan kan de klare det med at aflevere hente i vuggestue, børnehave, skole og SFO, køre til fodbold i KB, musik på Musikhøjskolen, dans på danseskolen og samtidig begge to arbejde fuld tid. Og det uden at beskæftige sort rengøring til at hjælpe til i hjemmet?

Det har faktisk været muligt for os, for vi har haft alle tre børn på den samme stue, i den samme institution hele tiden – også når de har skiftet status. Vi har skullet aflevere samme sted – dog senere den ene i skolen om morgenen – og vi har kunnet hente børnene samme sted. Børnene har hele tiden haft mulighed for at støtte sig til hinanden i institutionen med den tryghed det har givet vores børn til følge. Vi har ikke skullet bruge tid på at holde møder med pædagogerne i tre forskellige institutioner for vi har kunnet tale om alle børnene med de samme pædagoger.

Du tænker måske nu, at det kan da ikke passe; der findes da ikke en institution, hvor man kan have børn i både vuggestue, børnehave og fritidsordning efter skole i den samme institution – eller for den sags skyld på den samme stue! Nej, tilsyneladende ikke om et år, hvis det lykkes at lukke fritidshjemmet i Den Integrerede Institution Midgården, hvor vores børn har været.

Vi har været heldige endnu en gang, og vores børn er ikke specielt skrøbelige eller sårbare, og i øvrigt nu så gamle, at de nok skal klare det fremover. Så vi kan jo være ligeglade.

Men det er vi ikke. Midgården har været utrolig vigtig for at vi har kunnet få det hele til at hænge sammen i vores dagligdag, og samtidig er det en utrolig god institution, der er rigtig god til børn – også de børn, der ikke passer ind i de strømlinede, store institutioner.

Utopia findes stadig på Frederiksberg – men går Frederiksberg i for små sko til at ville opretholde et Utopia på Frederiksberg?

Grisefest 2010 from Steen Groenfeldt on Vimeo.

Man kan ikke sådan rigtigt se, at bolden ryger i nettet, men det gør den altså – og man kan også godt høre det på tilskuerne Nå ja, koden er samme som sidst, HG.

Harald scorer mod Dragør from Steen Groenfeldt on Vimeo.

For at se filmen skal man taste en lille kode ind – brug “HG” det skulle virke.

Harald til puslingegolf from Steen Groenfeldt on Vimeo.

Der var kun en enkelt svipser i træningen, da jeg måtte sidde over en dag fordi jeg kunne mærke mit knæ. Det lyder selvfølgelig lidt underligt, men min erfaring fra tidligere siger, at hvis man mærker sit knæ (ikke nødvendigvis smerte, men bare noget) så skal man holde en lille pause, til det er væk. Ellers risikerer man lang tids skadespause, og det har jeg jo ikke noget ønske om.

De første 3 uger har jeg hermed løbet 37,5 km. inklusiv testløbet, som jeg vender tilbage til om lidt. Der er selvfølgelig langt til et marathon endnu, men jeg har jo også stadig mange træningsture til gode.

Tilbage til testløbet var mit mål at løbe turen med en gennemsnitlig kilometertid på 5 min. og 30 sek. Jeg kom gennem i 24:02, dvs. med en gennemsnitlig kilometertid på 5 min. og 6 sek. så det var en positiv oplevelse. Spørgsmålet er, kan jeg få trænet mig ned til at løbe de 42 km. med en gennemsnitlig kilometertid på 4:15 om 11 måneder ? Spændende bliver det – har ærlig talt ingen anelse om, om det kan lade sig gøre, men så længe jeg holder mine delmål, så er muligheden der.

Jeg vender snart tilbage med mit træningsprogram og ruten til RAC-milen, så man kan se, hvor den løbes. Næste test er pga. sommerferien først i august måned, hvor jeg skal løbe den lange version af RAC-milen, dvs. 7,532 km. Den skal løbes i en gennemsnitlig kilometertid på 5:10, dvs. i alt 38 min. og 55 sek. Når jeg ser på resultatlisten, er det ikke en tid, der vil placere mig forrest i feltet, men for mig er det vigtigt at fokusere på det langsigtede mål, og så må jeg leve med, at jeg i øjeblikket ikke løber hurtigt…

Jeg har nærmest ikke løbet de seneste 10 år, så der er meget at træne op, der skal barberes en del af kilometertiderne og der skal smides et antal kilo. Nærmere præcis ligger mine kilometertider lige nu ved 5km på 5:45 – den skal ned omkring 3:45. Og vægten taler vi ikke om, men der skal smides 10 kilo.

Det skal jeg nå på et år, for da jeg besluttede mig for aldrig mere at løbe marathon, holdt jeg stadig en kattelem åben, idet jeg sagde, “kun hvis jeg kan løbe under 3 timer”. I dag vurderer jeg så, at under 3:15 stadig vil være ok, kan jeg ikke realistisk komme under den tid, stiller jeg ikke op.

Så nu skal der tages 10 sekunder af kilometertiderne og 1 kilo af vægten hver måned de næste 12 måneder – tror I jeg kan? Tja, nu har jeg jo i hvert fald forpligtet mig til at holde jer opdateret, så følg med – jeg prøver at opdatere mine fremskridt mindst en gang om måneden indtil maj 2011.

PS: Var der nogen, der ville se flere detaljer om oldefars tider, så klik ind på Wikipedia på Harald Grønfeldt

This post is password protected. To view it please enter your password below:

Password: