Familien Grønfeldt

Nyt læserbrev til Frederiksberg Bladet og Lokalavisen Frederiksberg. De modtager tilsyneladende en del læserbreve om fritidshjemmene, så det er ikke sikkert, at det kommer med. Men her på siden kommer det i sin fulde længde.

Det er mig igen, mig med de 3 børn i Den Integrerede Institution Midgården, der for et par uger siden slog et slag for bevarelsen af fritidshjemmet i Midgården. Siden da har forældrene til børnene i Midgården og det andet lukningstruede fritidshjem, Louis P, forsøgt at få startet en dialog med de lokale politikere. For det kan godt være, at jeg – som jeg beskrev det – kan hente mine tre børn det samme sted, men det er jo reelt ikke det, der er det store problem ved at lukke disse to fritidshjem. Det kan være svært for udenforstående at forstå, hvorfor alle børn ikke bare kan blive passet i skolernes SFO’er efter skoletid og det er her, vi bliver nødt til at tale mere om politiske ønsker og pædagogiske erfaringer end om mig og min travle hverdag.

Politisk har Danmark tilsluttet sig Salamanca-erklæringen, som meget kort fortalt blandt andet går ud på, at børn med særlige behov så vidt muligt skal undervises sammen med børn uden særlige behov. Erfaringerne viser at dette er den pædagogisk bedste måde at give børnene mulighed for senere at kunne bidrage til samfundet, frem for at ende med i voksenlivet fortsat at skulle tage imod tilbud fra det offentlige. For Frederiksberg kommune er dette også et erklæret mål i kommunens politik vedrørende specialundervisning, hvor tryghed, trivsel og inklusion er gennemgående ord. Politisk og pædagogisk kan fagfolk og politikere altså godt blive enige om, at børn skal have en tryg hverdag i – og nødvendigvis også efter – skoletiden. Endvidere kan man også blive enig om, at børn, der af en eller anden årsag har behov for ekstra pædagogisk vejledning, opnår de bedste resultater ved at være sammen med andre børn, der ikke har samme behov.

Pernille Høxbro siger under et interview (som kan ses på Louis P’s og Midgårdens støttegruppe på Facebook), at børnene fra fritidshjemmene bare kan bruge det samme SFO-tilbud som de 3.000 andre børn. Jeg siger ikke, at det pasningstilbud som de 3.000 andre børn får er dårligere, end det tilbud mine børn får i Midgården, men fritidshjemmene er et alternativ til SFO’en, som nogle familier er glade for og sætter stor pris på. Det er også et alternativ, som Frederiksberg kommune selv tidligere har rost for de pædagogiske resultater og som Frederiksberg kommune har kunnet bruge som et alternativ til andre specialinstitutioner. Derfor skal Frederiksberg kommune fortsat have nogle alternative tilbud, som man i kommunen kan trække på, og som kan være med til at opfylde de pædagogiske mål man har i kommunen.

De konservative bryster sig af et forlig med blandt andre socialdemokraterne, som Niels Ole Heggland skriver det i Lokalavisen Frederiksberg den 2. september, men spørgsmålet er, om forliget er blevet indgået på en fælles forståelse. Ifølge de konservative er spørgsmålet om lukningen af fritidshjemmene udelukkende et spørgsmål om kapacitet – altså et spørgsmål om at få flere vuggestue- og børnehavepladser. Mens socialdemokraterne – i hvert fald ifølge Katrine Lester med flere siger at lukningen primært skyldes økonomiske hensyn, nemlig udelukkende fordi man i SFO’erne lovgivningsmæssigt har mulighed for at hive flere penge ud af forældrene.

Forældrene i Midgården og hos Louis P. er kommet med alternative løsninger på finansiering, så man i kommunen kan opretholde besparelserne og samtidig opretholde de gode alternative pasningsløsninger. I så fald må socialdemokraternes mål jo være opfyldt. Men hvis de konservative har ret, og det er et spørgsmål om kapacitet, betyder det så ikke, at de konservative erkender, at man har sovet i timen, ved at undlade at etablere nye instutioner gennem de seneste 10 år mens de nye boligområder ved f.eks. Flintholm og Porcelænshaven er blevet opført? Det kan jo ikke komme som nogen overraskelse, at de nye boligområder også ville medføre et behov for nye børneinstitutioner på Frederiksberg.

Pernille Høxbro skriver endvidere i Frederiksberg Bladet den 14. september, at man har måttet prioritere under budgetforhandlingerne, men i mine øjne har man foretaget nogle uovervejede prioriteringer, da disse prioriteringer på sigt vil ramme Frederiksberg kommune som en boomerang i nakken.