Familien Grønfeldt

[ debatindlæg til Frederiksberg Bladet ifm. budgetforhandlingerne for 2011 ]

Støt kampagnen mod lukningen på Facebook: Budgetforhandlingerne på Frederiksberg

Forestil dig at have det som min familie: To voksne omkring de fyrre, begge med fuldtidsjob og fast bopæl i over 10 år på Frederiksberg. Vi har tre børn på 2, 5 og 7 år – alle født på det nærværende og omsorgsfulde Frederiksberg Hospital.

Så nu vil læseren måske tro, at jeg vil skrive om lukningen af barselsgangen på Frederiksberg Hospital, men nej, det løb er vist kørt. Og vi skal jo ikke have flere børn, så vi kan jo være ligeglade.

Tænk dig at være i vores sted og forestil dig nu, at vi har alle tre børn, den ene i vuggestue, den anden i børnehave og den sidste i skole og efterfølgende fritidshjem. Så tænker du nok; hold da op, hvordan kan de klare det med at aflevere hente i vuggestue, børnehave, skole og SFO, køre til fodbold i KB, musik på Musikhøjskolen, dans på danseskolen og samtidig begge to arbejde fuld tid. Og det uden at beskæftige sort rengøring til at hjælpe til i hjemmet?

Det har faktisk været muligt for os, for vi har haft alle tre børn på den samme stue, i den samme institution hele tiden – også når de har skiftet status. Vi har skullet aflevere samme sted – dog senere den ene i skolen om morgenen – og vi har kunnet hente børnene samme sted. Børnene har hele tiden haft mulighed for at støtte sig til hinanden i institutionen med den tryghed det har givet vores børn til følge. Vi har ikke skullet bruge tid på at holde møder med pædagogerne i tre forskellige institutioner for vi har kunnet tale om alle børnene med de samme pædagoger.

Du tænker måske nu, at det kan da ikke passe; der findes da ikke en institution, hvor man kan have børn i både vuggestue, børnehave og fritidsordning efter skole i den samme institution – eller for den sags skyld på den samme stue! Nej, tilsyneladende ikke om et år, hvis det lykkes at lukke fritidshjemmet i Den Integrerede Institution Midgården, hvor vores børn har været.

Vi har været heldige endnu en gang, og vores børn er ikke specielt skrøbelige eller sårbare, og i øvrigt nu så gamle, at de nok skal klare det fremover. Så vi kan jo være ligeglade.

Men det er vi ikke. Midgården har været utrolig vigtig for at vi har kunnet få det hele til at hænge sammen i vores dagligdag, og samtidig er det en utrolig god institution, der er rigtig god til børn – også de børn, der ikke passer ind i de strømlinede, store institutioner.

Utopia findes stadig på Frederiksberg – men går Frederiksberg i for små sko til at ville opretholde et Utopia på Frederiksberg?